Muslinger i kokoskarry / ôc hâp cà ri

En sød, krydret karry fra Saigon. Den er oprindeligt med havsnegle, men da de kun sjældent fås herhjemme, bruger jeg blåmuslinger i stedet. Rau ram bladene smager syrlig-bittert og bruges meget til skaldyr. Server som forret med brød til, eller hovedret med f.eks. sværdfisk i bananblad og grønne bønner med hvidløg.

Billedet viser samme type suppe men med havsnegle. 

500 g rå blåmuslinger med skal

1 dåse kokosmælk

1 spsk sukker

1 spsk revet ingefær

2 fed hvidløg

3 spsk fiskesauce

1 tsk grøn karrypasta se ingredienser

1 spsk olie

1 håndfuld ram rau eller sød basilikum

Skyl muslingerne.

De, der ikke lukker sig når de slås forsigtigt mod bordet, er døde og skal smides ud.

Riv hvidløg og ingefær og steg det med karrypastaen i lidt olie i 1 min.

Tilsæt kokosmælk og sukker.

Skru ned for varmen , så kokosmælken ikke koger voldsomt. Smag til med fiskesauce og evt. mere sukker.

Damp muslingerne i 2 dl. vand til de åbner sig, ca. 2 min.

Tag muslingerne op, og lad vandet koge lidt ind. Tilsæt det til kokossaucen.

Tilsæt muslingerne, og tag gryden af varmen.

Vend rau ram bladene i og server.